lørdag den 30. juni 2007

At drukne i underholdning

Så er det ved at ske igen: Der kommer næsten for meget ind ad dørene med deadlines på. Det føles dog på et eller andet plan rart at have noget at beskæftige sig med. Det lugter jo lidt af fuldtidsarbejde, og det er en lugt, som jeg gerne vil sniffe mere til for tiden.

Den gamle PlayStation 2 er blevet koblet op igen, og efter jeg havde spillet de spil, der skulle anmeldes, blev et par ældre favoritter hevet frem. Tidens tand har godt nok været ubarmhjertig i mange tilfælde. De spil, der først og fremmest virkede på grund af deres stemning, virker stadigvæk. For mange spil lever dog på den korte wow-faktor, og når man så ser dem igen, efter næste bølge af wow-spil er landet, så er de pludselig ualmindeligt ynkelige at se på.

Picture 1


Jeg tror dog, at jeg vil give Mafia en chance, selv om jeg mistede mit save game for længe siden takket være et Datel-produkt. Der er noget enormt charmerende over at tøffe rundt i de gamle biler og bare nyde stemningen. At spillet så samtidig har en fin historie er bare et plus. Jeg håber bare, at det er den rigtige af skiverne, jeg har fat i, for da jeg anmeldte spillet i sin tid, var den første skive defekt, så den stoppede et godt stykke inde i en mission... Det kan jeg godt være foruden. Om ikke andet har jeg da dem begge endnu - til gengæld ryger den dårlige ud, lige så snart jeg er nået forbi det punkt.

God weekend derude.

fredag den 29. juni 2007

Den lette vej udenom

Jeg tænkte det jo nok... og det gjorde Jonas også: 3 holdt ikke deres ord. Da jeg kiggede på netbanken i dag, stod pengene stadig til at blive hævet mandag. Til gengæld var rådet om et anbefalet brev lige sent nok, hvis jeg skulle nå at forhindre dem i at hæve i første omgang. Den lette løsning var derfor at ringe til banken, forklare dem situationen og et øjeblik senere var 3 fjernet fra Betalingsservice.

Naturligvis holder jeg øje med, om de dukker op igen næste måned. De kan bare lige prøve...

tirsdag den 26. juni 2007

Papirspilde og paptelefoni

Det tog alligevel en god del timer at arbejde mig igennem papirerne fra A-kassen og sortere dem efter relevans samt udfylde dem og dobbeltchecke indholdet. Men de blev da sendt afsted, og så tager jeg Jobcenter-tilmeldingen i morgen over nettet.

I Maj stod jeg meget pludseligt uden netforbindelse, da routeren stod af, og jeg skulle bruge net her og nu. Jeg benyttede mig derfor af 3s 14 dages fuld returret, hvis man ikke var tilfreds med deres mobile bredbånd. Det var jeg så godt nok heller ikke, så det fik de tilbage i nakken, lige så snart jeg fik en erstatningsrouter. Det er da bedre end en GPRS-forbindelse, men svartiderne var 3-7 gange længere end på en normal bredbåndsforbindelse og maksimalhastigheden var *meget* teoretisk. Det var med andre ord ikke pengene værd til hjemmebrug. Hvis man pendler i stor stil og har brug for store overførsler, kunne jeg dog forestille mig, at det var en brugbar løsning.

Nå, men de fik sagerne tilbage efter 9 dage, og i dag kom så en retning på halvanden måneds abonnement. Heldigvis lod et opkald til kundeservice til at klare sagen, men jeg har ikke større tiltro til det, end at jeg har noteret både medarbejderens navn, opkaldstidspunktet og hvad vi aftalte - og så vil jeg ellers følge sagen i netbanken. Hvorfor er det bare helt umuligt at få ordentlig service ved danske teleselskaber? OK, næsten umuligt. Jeg har faktisk ikke haft noget at klage over hos hverken CBB eller Telmore.

Som en lille bonus, har jeg smidt en sød lille last.fm-widget ind over i siden i dag, der viser de numre, jeg senest har lyttet til. Man kan også lidt af hvert med den - høre klip (nogle gange) ved at klikke på sangen og se cover art.

mandag den 25. juni 2007

Fremdrift - langt om længe

Det er efterhånden over tre uger siden, at jeg afleverede specialet. Jeg fik at vide, da jeg afleverede, at der ikke ville blive rettet noget i løbet af juni måned, så jeg ville formentlig først få karakteren i august. Derfor håbede jeg da også, at jeg ville få en forhåndsgodkendelse på specialet. Efterhånden som ugerne gik, mistede jeg lige så stille håbet, hvad det angik. Der er jo i skrivende stund fire dage tilbage af måneden, så jeg havde efterhånden indstillet mig på først at få dommen i slutningen af august.

Derfor var jublen stor, da der lå to breve i postkassen i dag. Godt eller skidt: Det var nyt. Kuverten blev flået åben og i den lå en forhåndsgodkendelse. Så jeg er nu officielt arbejdsløs akademiker! Dog forhåbentlig ikke særligt længe.

Jeg har overvejet at følge en kammerats eksempel med nogle vikariater, mens jeg leder efter et mere permanent job. Men dem er der ikke nogen af hen over sommeren, så jeg kan lige så godt kaste mig ud i at kigge efter de langvarige med det samme, og så gå tilbage til vikar-planerne, hvis der ikke dukker noget op over sommeren.

Den anden konvolut var indkaldelse til røntgen-scanning, så min læge forhåbentlig kan blive lidt klogere på, hvorfor medicinen ikke virker så godt, som den burde. Indkaldelsen er til den 7. juli, så ventetiden var heller ikke så lang her, som jeg havde frygtet. Ikke desto mindre har jeg tænkt mig at slå på tråden til dem, siden jeg p.t. kan møde op når som helst, hvis de skulle få et afbud.

Ikke en dårlig start på ugen. Så skal papirerne til A-kassen og Jobcenter bare sendes afsted i morgen.

Manner det føles rart.

- Thomas
Cand. mag. i engelsk med film- & tv-kundskab som sidefag.

(Gid de dog havde opdateret navnet på sidefaget til at afspejle, at det er medievidenskab, det drejer sig om.)

lørdag den 23. juni 2007

Skjulte skatte

Jeg er lige gået i gang med Tomb Raider: Legend på Xbox 360. Jeg har tidligere spillet det på PS2, hvilket jeg fandt ganske fornøjeligt, men da det kom frem, at man som indehaver af Legend-spillet på 360 vil kunne downloade Tomb Raider: Anniversary før den normale udgave udkommer og til billigere penge, så skyndte jeg mig at hapse spillet på eBay til billige penge.

Denne gang brugte jeg mere tid i Croft Manor, da jeg kom i tanker om, at jeg egentlig mest havde spillet hovedspillet, og begyndte så småt at opdage, at der næsten er et helt ekstra-spil gemt der. Godset er kæmpestort med masser af skjulte områder, som det er ret sjovt at kæmpe sig frem til. Samtidig er der ikke chance for at blive slået ihjel, så det er ren puzzle-hygge at løbe rundt og lede efter ting, trække i håndtag og finde afsatser. Man får da også gevinster for det i form af små bonuser til Extras-menuen.

Det er pænt lækkert, at de rent faktisk har gjort så meget ekstra ud af noget, der slet ikke er nødvendigt i spillet.

Pyha

Jeg var så småt ved at være nervøs i går, fordi symptomerne begyndte at bevæge sig mere og mere hen mod den lungebetændelse, jeg havde i juli, som jeg stadig kæmper med konsekvenserne af. Det lader dog til, at min strategi med så megen hvile som muligt hjalp, for jeg har det betydeligt bedre i dag. Systemet kører vist ca. på 90% kraft, så med lidt held når jeg normalstatus i løbet af i dag. Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte stilen, indtil jeg er på toppen.

Det kunne så også være en passende lejlighed til at se nærmere på Buffy, som jeg har anskaffet mig efter hype fra alverdens sider. Normalt ville det være prellet af på mig, men der er en enkelt grund til, at det har en vis virkning i denne omgang: Joss Whedon. Når man nu ikke kan få mere Firefly, så må man jo tage, hvad man kan få.

fredag den 22. juni 2007

Neeej. Ikke igen.

I går havde jeg den særeste oplevelse. Lige over midnat blev jeg pludselig supertræt og udmattet. Det føltes faktisk som en gang øjeblikkelig forkølelse komplet med feber og det hele.

Det skulle være løgn, tænkte jeg, så jeg kastede et par Treo i gabet og hoppede i seng. Der har jeg så ligget i en 9-10 timer og svedt som en gal. Den slags søvn, hvor man hele tiden vågner op, og det er et eller andet underligt galt, så man lægger sig bare til at sove igen. Efterhånden pointerede min ryg dog, at nu havde jeg ligget længe nok. Så kom fryseturen, da jeg stod op.

Hnrgh. Det har BARE at fortrække sig, for jeg har hverken tid eller overskud til den slags lige nu.

Jeg håber I andre derude har haft en bedre start på dagen.

torsdag den 21. juni 2007

Ting der får dig til at sige hmmmmm....

Jeg er lige vendt tilbage fra Lidl med en ny batterioplader. Den er relativt lille, godt bygget og kan køre både på 230 og 12V - der følger endda stik med til bilen. Men hvad sker der lige for folkene, der laver sådan noget? De gør sig den anstrengelse at bikse den sammen, at lave en fin bullet point-oversigt og at lægge garantibevis med på 10 sprog. Men de glemmer lige at fortælle, hvad de betyder, når dioderne på opladeren lyser på forskellige måder. Nåja, så en batterioplader er ikke det mest komplicerede i verden, og man kan vel sjusse sig frem til, hvad den gør, man alligevel. Ville det være så svært?

07_3258_b

En ting, der overraskede mig, var, at der faktisk sidder en halvstor blæser i bunden på den. Sådan ca. på størrelse med en blæser fra en gammel Pentium. Den holder batterierne fint kølige, hvad godt det så end gør. Nogle bud? Derudover fulgte der otte AA-batterier med og hele baduljen kostede 169,95.

Mit første forsøg var at kaste en bunke blandede batterier i, for at se hvad der skete. Tre lamper begyndte at lyse og en begyndte at blinke. Det blev man jo ikke meget klogere af uden at kende status på batterierne. Jeg smed derfor en af pakkerne, der fulgte med opladeren, i. Nu lyste alle tre. Jeg tror dagens første konklusion er: Jævnt lys = oplader. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er underholdende på et eller andet plan, at have batterierne ud og sætte dem i igen, så blæseren spinner op. Simple ting...

Nu burde min Wii remote i hvert fald ikke løbe tør for strøm foreløbig.

Dagens skæggeste link

...kom i en mail i dag. Enjoy:


onsdag den 20. juni 2007

Yay!

Efter en snak med lægen i dag, har han booket tid til en gang røntgen, siden den normale medicin ikke har hjulpet *nok*. Jeg spurgte også min læge, om der ikke var noget, jeg kunne bruge, når jeg får hosteanfald, ligesom astmatikere har sprays til den slags. Siden den anden medicin, jeg får, egentlig er astmamedicin, burde der jo være en chance.

Han stak mig noget som forsøg, og det hjalp i hvert fald gevaldigt, da jeg kom hjem fra byen og have stæset op og ned af trapperne et par gange. Så lige nu føler jeg mig vældig tilpas. For at forkæle mig selv lidt, købte jeg også et friskbagt brød på vej hjem. Så slipper jeg da for at bage i dag, hvor det alligevel er rimeligt lunt. Til gengæld blev jeg mindet om, hvorfor jeg købte min brødmaskine. 32 gode jyske dollars for et franskbrød. Det er jo fuldkomment gak i låget. OK, jeg valgte så også det dyreste, fordi det så godt ud (og jeg blev da heller ikke skuffet), men alligevel...

Efter gårsdagens oprydninger, har jeg rykket "kontoret" ind på soveværelset, som er dejligt køligt. Det trækker bestemt heller ikke ned, at der står en Dreamcast her, som man liiiige kan tænde ved siden af laptoppen. Grandia 2 gør godt.

tirsdag den 19. juni 2007

Sommeroprydning

Så er den store oprydning gået i gang. Det går dog i små etaper, da jeg dels taber pusten og dels kommer til at svede som en orne.

Det hjælper så ikke på min åndenød, at der sidder en af de andre beboere i kælderen med døren åben ud til gangen og pulser på sin pibe. Der er dømt øjeblikkeligt bronkitisanfald, når jeg bevæger mig forbi området. Det lader dog ikke til at påvirke vedkommende i hverken den ene eller den anden retning. Hurra for hensyn.

Nå, men til gengæld bliver det lidt rarere at være i lejligheden, og færre antal ting = lettere rengøring, så det bliver næste punkt på programmet. Jeg bliver dog nok først færdig i morgen - og noget af det må nok vente, til jeg har en, der kan løfte i den anden ende af tingene. De resterende flyttekasser er nogle halvtunge djævle.

Nu er det vist på tide med en kop te foran blæseren, som kører for fulde omdrejninger.

Geometry Wars Retro Evolved - nu også til XP!

Folk, der har sukket over, at man kun kunne prøve Geometry Wars Evolved på Xbox 360 og Windows Vista, kan nu ånde lettet op. Spillet er kommet på Valves Steam og det koster indtil 22. juni kun 2,5 USD. Derefter vil det koste 3,95 USD.

geowars_xp_500


Der er selvfølgelig også en version på vej til Wii og Nintendo DS.

Hvis nogle ikke skulle være bekendt med det, så er det et af de bedste actionspil i nyere tid :-)

Update: Nu med videolink.

mandag den 18. juni 2007

Umuligt at slappe af?

Sjovt. Nu hvor jeg ikke rigtigt har andet at lave, end at vente på dommen fra universitetet, har jeg mere travlt, end jeg længe har haft. Måske er det en naturlig ting; at grave sig ned i arbejde (frivilligt eller tvungen), hvis der er ting, man helst ikke vil tænke på.

I dag vil jeg forsøge at nikke det hele en skalle, så jeg forhåbentlig har i morgen fri til at få gjort noget af det, som trænger til at blive gjort her i hytten - for guderne skal vide at det trænger.

Musik via blogs?

Jeg fandt lige et site med en idé af de rigtigt gode: Lad folk lytte til en masse musik, uden de kan hente det. En perfekt måde at skabe interesse for bands og sælge nogle cder på. Gad vide hvor lang tid der går, før RIAA skyder sig selv i foden igen?

Anyway, nyd det mens I kan.

søndag den 17. juni 2007

Bette vov

Jeg var lige et smut ude forbi min far i dag, som lige har fået ny hund. Den var noget af det mest charmerende og har et yderst roligt gemyt. Nåja, og så er han ganske fotogen:

vovse


En skam jeg kun havde telefonen ved hånden.

fredag den 15. juni 2007

Vikaren

Mens jeg spolede over reklamer på vej hen til The Daily Show i EyeTV, faldt jeg over en trailer for Bornedals Vikaren. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, om den ser lovende ud eller ej. Der har jo trods alt også været ualmindeligt langt mellem habile, danske gysere. Ikke desto mindre er min opmærksomhed i hvert fald fanget.

Picture 2


Hvis du ikke har set traileren endnu, så kan den findes på filmens hjemmeside i forskellige opløsninger. Der er vist bare ikke så meget fart på deres server, for det tager i hvert fald en evighed at streame den ellers relativt lille 720p-trailer.

Puslerier

Jeg har gået og planlagt og skaffet dimser til et lille projekt de sidste par måneder. I dag er de fleste af brikkerne på plads, og fanget af øjeblikket skrev jeg en lille artikel om det. Der kommer dog til at gå et par dage, før den kommer online, for der skal lige lidt mere kød på.

Nu er det vist til gengæld på tide at få samlet op på de ting min Mac Mini har optaget fra TV. Det er ved at se lidt skidt ud med den tilgængelige diskplads. Der skal ikke alt for mange film til i MPEG2, før det begynder at knibe lidt. Derefter kan det være, at man lige skulle hapse F-Zero X, som lige er kommet ud på Wiis Virtual Console i dag. Mmmm. F-Zero X.

torsdag den 14. juni 2007

...og vi er tilbage igen

Så skulle både permalinks og kommentarer rulle atter en gang.

Zattoo

En kammerat sendte mig et link til Zattoo i dag. Det er et spøjst koncept med et lille vindue til streaming af TV. Lidt ligesom Joost eller Babelgum, men uden kontrol over, hvad man vil se. Med andre ord er det præcist det samme, som man ser på de normale TV-stationer.

Man kan p.t. vælge mellem ARD, DR1, DR2, NRK1, NRK2, SVT1, SVT2, TV2, TVPolonia og ZDF. Kvaliteten svinger lidt fra kanal til kanal, men den er under alle omstændigheder ikke fantastisk. Her er et eksempel:

Picture 2

Men hey, det lader til at være gratis, så ingen grund til at klage. Hent det selv på Zattoo.com.

onsdag den 13. juni 2007

Lidt tekniske problemer

Der lader til at være lidt tekniske problemer med kommentarer og permalinks. Der bliver arbejdet på sagen...

Siden som en graf

Jeg faldt lige over en skæg java-appletTankespind, og tænkte, at den ville jeg da også lige prøve på denne side.

Resultatet blev ganske nydeligt:

Picture 1

2006 i billeder

MSNBC har en ret cool samling af billeder fra 2006, som rækker lige fra det underfundige til det fantastiske og det absurde. Siden er absolut et besøg værd. Den kan findes her.

De store browsere - en billedsammenligning

Nu hvor der både er IE, Firefox, Opera og Safari på Windows (og en håndfuld mindre derudover), er det lidt sjovt at se, hvordan de renderer den samme side. Jeg tog derfor og tog et screenshot af den samme side i de fire browsere. De har alle standardindstillingerne, men anti-aliasing er slået til i Windows.

Se billedet her.

tirsdag den 12. juni 2007

Forsinkelse? Jøsses.

Engang tilbage i April købte jeg en Compact Flash->IDE adapter på eBay for næsten ingen penge. Sælgeren sendte pakken umiddelbart efter auktionen sluttede (10. April), men da der var gået en måneds tid, uden pakken nåede frem, sendte han en mere (5. Maj). Sidstnævnte nåede frem omkring et par uger efter, og jeg har naturligvis ikke tænkt nærmere over sagen, før der i dag landede en pakke præcis magen til den første. Jeg havde tilfældigvis gemt emballagen, fordi jeg kender en frimærkesamler, så jeg sammenlignede datoerne. Det var den fra April, som jeg modtog i dag. Det er næsten imponerende, at den rent faktisk nåede frem, når den åbenbart har været så meget på afveje, at den er blevet to måneder forsinket.

Safari 3 Alpha? WGA fra helvede!

Det var vist lige tidligt nok, at de fik lagt Safari 3 betaen ud. I hvert fald nægter det at starte på min normale konto på OS X. Jeg prøvede at slette diverse indstillinger fra Safari 2 og fjerne diverse Internet-plug-ins, men lige lidt hjalp det. Til gengæld kørte det fint fra en ren gæstekonto på maskinen. Go figure.

Jeg prøvede også at starte Windows XP op og installere Safari via VMWare. Det virkede ikke. Overhovedet. Eller det vil sige: Det virkede da jeg startede op i safe mode, men det er der jo ikke meget sjov ved. Til gengæld begyndte det at blive rigtigt sjovt, da jeg tænkte, at det måske ville køre, hvis jeg ikke kørte Windows under VMWare, men rent faktisk var bootet op i det via Boot Camp. Så det gjorde jeg så.

Her begyndte det rigtigt sjove så. Som de fleste nok er stødt ind i, så skal Windows XP aktiveres, første gang man bruger det, eller når der har været hardwareændringer i en PC. Selv om jeg kun har installeret XP sammenlagt to gange (første gang havde jeg ikke fået sat nok plads af til det) på maskinen, har jeg alligevel aktiveret XP en del gange, fordi hver gang man prøver at virtualisere Windows, tror skidtet, at det kører på en ny maskine. Eftersom jeg både har prøvet et par udgaver af Parallels og VMWare Fusion, har det betydet, at Windows tror, det er blevet installeret en god håndfuld gange, selv om det er præcis den samme maskine og hardware i sidste ende.

Nå, men Windows ville aktiveres. Det var faktisk ganske hårdhændet i det. Som regel får man et par dage, hvor man kan bruge OSet uden at aktivere det, men no such thing denne gang. Faktisk fik jeg valget mellem at aktivere over telefonen (hvilket var det sidste jeg gad ved 11-tiden om aftenen) eller at aktivere over nettet. Så jeg valgte naturligvis det sidste - som naturligvis ikke virkede. Jeg havde et netværkskabel i og derudover skulle maskinen også uden videre kunne komme på trådløst. Det kunne den bare ikke. Til gengæld kunne jeg ikke få lov at ændre indstillingerne, fordi Windows pænt og brutalt loggede mig ud, hver gang det ikke kunne finde ud af sine egne netværksindstillinger.

Så var det, jeg blev glad for, at jeg i sin tid havde fulgt instruktionerne her. Et hurtigt reboot til OS X, lidt flytten rundt på filer og XP var igen aktiveret. Let for mig, men surt for folk, der ikke har tænkt så langt. Og hvad fanden tænkte Windows-udviklerne på dér? Jeg behøver vel ikke engang sige, at netværksindstillingerne virkede fint, da jeg først var logget ind. Det såkaldte "Windows Genuine Advantage"-program tjener i hvert fald kun ét formål: At genere kunder, der rent faktisk har betalt for deres søndagsliga-operativsystem.

Det var første og sidste gang, at jeg gjorde det. Det er kort og godt ikke umagen værd at bruge det skrammel bare for at kunne køre et par gamle, billige spil i ny og næ. Ovenpå gårsdagens WWDC-keynote lyder det også til, at langt de fleste større spil vil komme til MacOS X i fremtiden, så dermed bliver Windows endnu mindre relevant som spilleplatform - som om Vista ikke gjorde det slemt nok i forvejen.

Nå, men ovenpå al det Windows-snak, skal der vist lige et lille, ganske fantastisk klip til for at løfte humøret.

mandag den 11. juni 2007

Safari 3 - Til Mac og Windows

Nu kan PC-ejerne også prøve den browser, som følger med Macs som standard. Den kan hentes på Apples Safariside som public beta.
Ifølge benchmarks er den hurtigere end både Firefox og Internet Explorer.

God fornøjelse.

Flyttedag

Når dette kan læses, har hjemmesiden holdt Store Flyttedag, og er nu venligst hostet af en god kammerat.

Med lidt held vil det også medføre færre hovedpiner med spam og deslige, for mit nuværende meget aggressive og komplicerede system gør det ikke godt nok. Hvis jeg stadig får lige store mængder spam på den nye løsning, må jeg se om en kombination af de to bliver lykken. Here's hoping.

torsdag den 7. juni 2007

Problemet med store koncerter

Når man går til større koncerter, har man typisk to valgmuligheder: gulvet eller sæder. Af og til kan man også få lov at betale ekstra for noget VIP-område, men det vælger jeg at se bort fra, da det typisk er latterligt dyrt.

Tilbage står vi så med to muligheder:

Gulvet
+ Man kan komme tæt på bandet
+ Hvis der er fjolser i nærheden, kan man gå lidt væk
+ Man kan komme til at stå tættere på lydteltet, hvilket typisk er der, hvor lyden er bedst.

- Øl i nakken
- Folk der skubber
- Hvis du vil sidde ned kan du intet se

Sæder
+ Man har som regel rimeligt godt udsyn
+ Langt lavere frekvens af flyvende ølkrus
+ Man kommer ofte hurtigere ind til koncerten

- Hvis der er fjolser i nærheden, bliver de der. Det gør du også.
- Folk rejser sig som regel op før eller siden, når de bliver pattestive. Det bliver du også nødt til, hvis du vil se koncerten.
(her får man altså ulemperne fra gulvet uden fordelene)
- Lyden er ringere

Jeg har måske nok en tendens til at hælde mod den første af de to muligheder. Der er mere fleksibilitet, selv om der er mindre komfort. Der er også muligheden for at få en bedre oplevelse af det, man har betalt for at se: musikken og at se bandet. Storskærme er ikke helt det samme. Men hvad med fjolserne? Jeg kan faktisk kun se en løsning.

mandag den 4. juni 2007

Mød fremtiden

Der er en gruppe folk, der har gået og ventet på, at Apple langt om længe ville annoncere en telefon. Egentlig ikke fordi de eksisterende på markedet ikke er gode nok til at ringe, men fordi telefoner lider af det samme, som musikafspillere led af, før iPod i sin tid kom på markedet. De virker, men de er klodsede.

Jeg så, da Steve Jobs annoncerede iPhone og tænkte, at den bliver kæmpestor. Større end hvad Apple har planlagt - hvis de ellers kan følge med i produktionskapacitet. Det eneste, der eventuelt kunne sætte en kæp i hjulet var, hvis de ikke fik kommunikeret til folk, hvad der gør iPhone speciel. Det er jeg ikke længere bekymret for. Her er reklamen.

lørdag den 2. juni 2007

Opsamling

Det er sjovt, så mange småting man helt kan overse, hvis man er stresset i en længere periode. Nu går jeg lige så stille og får samlet op på de ting, som er blevet forsømt. I mellemtiden har jeg også fået en Wii, som er ret sjov at spille på. Jeg blev dog lidt overrasket over, at jeg havde det, som var jeg blevet gennembanket, efter en tur i et fitness-center, efter jeg havde spillet lidt meget Wii Sports en dag.

I morgen står den på Store Vaskedag, for det er lige præcis en af de ting, som blev fortrængt i farten. Det plejer at være en blandet fornøjelse, så jeg vil trøste mig med, at jeg kan drikke kaffe og se Heroes, når jeg ikke lige drøner op og ned ad trapperne.