søndag den 29. januar 2006

Firefly

Selv om Firefly ikke just er nyheder længere, bliver jeg alligevel nødt til at pimpe den her. Historien er tragisk men ikke uden håb.

Det forholder sig sådan, at jeg aldrig har været den store fan af Joss Whedons produktioner - især Angel og Buffy, som formentlig er hans mest kendte. Det var nok også derfor, der gik noget tid, før jeg langt om længe bukkede under for nysgerrigheden og købte dvd-boxsettet på cdwow for en slik. Jeg besluttede mig for at se serien til at falde i søvn på - og falde i søvn gjorde jeg. De to første gang jeg prøvede at se første afsnit. Det var ikke fordi, det var kedeligt, men jeg opdagede bagefter, at pilotepisoden er lidt over to timer lang (den hedder forøvrigt Serenity). Så er det jo ikke så sært, når man kommer lidt for sent i gang.

Jeg satte den på lidt tidligere og synes, det smagte af mere, så jeg nappede et afsnit mere. Og et afsnit mere. Og et afsnit mere. Derefter stod den på to til tre afsnit hver aften indtil serien var færdig og så startede jeg forfra. Serien er den bedste tv-underholdning, jeg nogensinde har set. Det er lige før omstændighederne er ligemeget, for det er i høj grad personerne, som gør serien interessant. Heldigvis er afsnittene også spændende i sig selv, men man begynder først at få føling for det større plot i serien efter at have set en håndfuld afsnit. Det var helt sikkert også medvirkende til at Firefly aldrig fik den succes på Fox, som den burde have haft. De valgte nemlig at starte serien ved afsnit to, så man aldrig fik den langsomme, grundige introduktion, som Serenity-afsnittet giver. I stedet valgte de at vise det afsnit som det allersidste. Flot.

Men hvad er det egentlig for noget? Stilistisk set er det en blanding af sci-fi og western - med en let overvægt af sci-fi. Det er sådan set også meget passende, for science fiction er jo før blevet beskrevet som et "wagon train to the stars" - altså de tidlige westernhistorier med nybyggere men på vej mod nye galakser.

B0001B3YTM.02.LZZZZZZZ

Der er dog ikke noget nybyggeri over Firefly. Besætningen er en spøjs blanding af folk, som bare gør, hvad de kan, for at få hverdagen til at hænge sammen. Hovedpersonen er den karismatiske Malcolm, som formentlig er det tætteste vi kommer på en ny Han-Solo. Han er desillusioneret, men en gavflab og ikke bange for at lave rav i den. Resten af besætningen er et sammensurium af tidligere soldater, en læge, en lykkeridder, en eskortpige, en slags munk/præst, en hjerteknuser af en kvindelig mekaniker og en mystisk teenagerpige, som ikke er helt normal. Man kommer til at holde af dem alle hver især for deres personligheder og ender med at sidde på kanten af sædet i hvert afsnit. Der er en fantastisk blanding af action, spænding, lidt gys og masser af tør humor, som jeg endnu ikke har set ramme ved siden af.

Men det uhyggelige skete - Fox stoppede serien, som de gør med de fleste af deres lovende serier. Heldigvis gav Joss Whedon ikke op, og i mellemtiden gik fans af serien i gang med den formentlig mest omfattende guerilla-marketing i verdenshistorien. Søg på "Firefly" på Google, hvis du skulle være i tvivl om, hvad jeg mener. Nu er jeg jo sådan set også skyldig i at gøre det samme, men det er i en god sags tjeneste. Firefly-boxsettet har konsekvent ligget lunt placeret på diverse salgslister på nettet, hvilket utvivlsomt skyldes, at fans har fået venner til at se serien, som er blevet hooked og har fået deres venner til at se serien og så videre. Som ringe i vandet. Whedon gik i mellemtiden i gang med at lave sin første spillefilm, som blev opkaldt efter pilotepisode - altså Serenity. Den fik anmelderroser uden lige, men blev alligevel kun en moderat succes - muligvis fordi markedsføringen var relativt afdæmpet. Jeg fik den heldigvis at se, mens den gik i biografen. To gange. Nu ligger den også her på dvd og venter på at blive set igen.

Selvfølgelig er det korte af det lange: Se serien. Stik mig en hat at gumle på, hvis du ikke kan lide den. Hvis du rynker på næsen ad sci-fi eller westerns, så glem det denne ene gang og giv Firefly en chance. Du vil ikke fortryde det. Der er vitterligt noget for enhver smag, medmindre du foretrækker at rulle dig i reality-shows.

I mellemtiden vil jeg og de andre browncoats sidde på kanten af sædet i spænding over de seneste udviklinger i sagaen om Firefly og Serenity.

Håbet er heller ikke ude endnu fra studiets side. Hvis Serenity klarer sig godt på dvd-markedet, kan der stadig blive tale om en efterfølger - eller hvem ved.. måske en serie baseret på filmen...

Ingen kommentarer: