søndag den 23. september 2007

HD-DVD

Jeg bestilte for nyligt HD-DVD-drevet til Xbox 360 fra Tyskland, efter en række nyheder, som tilsammen gjorde mig rimeligt sikker på, at HD-DVD som minimum vil blive på markedet længe og har en rimelig chance for rent faktisk at vinde over Blu-Ray.

Kombineret med det faktum, at der var en del film på HD-DVD, som jeg gerne ville se i high definition, besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte melde mig under fanerne. En kunde mere er jo også et skridt mere på vejen mod sejr, og siden Blu-Ray er mere restriktiv end HD-DVD, må man jo gøre sit for at støtte den mest fornuftige mulighed.

Det har dog vist sig at være en positiv overraskelse på mange planer. Selvfølgelig var jeg forberedt på, at billedkvaliteten er rigtig fin, men jeg var ikke forberedt på, hvor meget rarere HD-DVD er at bruge i forhold til HD-DVD. Menuerne fungerer langt bedre, og man behøver ikke trykke på obskure knapper på fjernbetjeningen for at skifte undertekster, sprog eller andet. Man kunne sådan set nøjes med retningsknapperne, ok-knappen og menu-knappen og man behøver ikke rende rundt i alverdens menuer, før man starter filmen, som man er nødt til på dvd, hvis man vil være sikker på, at det hele står rigtigt.

En anden rigtig lækker feature er den såkaldte "In-Movie Experience", som kun findes på HD-DVD. Det er en rigtig cool måde at se ekstramateriale på. I stedet for at man sidder og ser en lille film om, hvordan filmen er blevet lavet, bliver det vist i et lille vindue, mens filmen kører. Det er specielt sjovt at se scener, før de får special effects på, side om side med de færdige udgaver.

Både billede og lyd er selvfølgelig utroligt flot, men det er jo at forvente. Hvis du gerne vil vide mere om HD-DVD, kan du kigge på den officielle hjemmeside.

Technorati Tags: , ,

Ingen kommentarer: