Det sker alt for ofte, at jeg bliver mindet om en speciel gruppe af bilister, som jeg bare ikke kan lide.
Man kommer kørende hen imod et lyskryds, som, et stykke før man når derhen, skifter til rødt. De fleste bilister vil køre hen til krydset og bremse. Men ikke alle. Nogle har nemlig af en eller anden grund en idé om, at det er helt vildt smart at trille lige så stille hen til lyskrydset, så de måske/måske ikke når at holde stille. Det kan man måske spare 2-3 dråber benzin på, hvis man er rigtigt heldig, så det er selvfølgelig alletiders. Man kan også accelerere meget hurtigere, så man måske endda kan nå ud i krydset, mens der lyser gult på vej mod grønt.
Men hvad betyder det for andre? Tjah, har man først siddet på en sidevej op til en vej med et kryds lidt længere henne, kan nogle af de mest primale instinkter hurtigt dukke op til overfladen. Ligeledes hvis man sidder i en bil, og har et eller andet, man gerne vil ordne i en fart, mens man holder stille. Det kunne være et hurtigt cd-skift, en justering af nogle spejle eller noget helt andet. Men den pause, som man kunne have haft ved krydset, kan man så lige så stille vinke pænt farvel til takket være Ayrton Senna i bilen foran.
En anden ting, der undrer mig er, hvorfor det næsten altid er folk i franske biler?!. Måske er det bare en stor markedsandel, eller måske er stupide mennesker tiltrukket af franske biler. Måske bliver man endda dum af at køre i en. Jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad. Men vogt dig for at lave tricket, hvis du ser en hvid bil i bakspejlet. En eller anden dag får jeg monteret den bazooka...
fredag den 21. juli 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar