onsdag den 1. marts 2006

Fildelingssamfund

AltME er en spøjs størrelse. Det er lidt en blanding af instant messaging, mail og IRC - men samtidig vedvarende som nyhedsgrupper. Det er ret praktisk til projektstyring og kommunikation med små eller store grupper af folk. Det er bygget i Rebol, som de fleste programmører udmærker sig ved overhovedet ikke at kende. Men det er så deres eget problem. Rebol-udvilkere er næsten lige så fanatiske over deres udviklingssprog, som Linuxfolk kan være det om deres OS - dog af ren begejstring og ikke nogen bagvedliggende dagsorden som had til Microsoft, eller småfundamentalistiske ideer om at al software pinedød skal være gratis.

Der er nu en version af AltME på vej til Mac OS X, hvilket betyder, at det får en permanent plads på min harddisk. Men den helt store nyhed er fildeling. Lav din egen lukkede verden og del alle de filer du vil med folk. Lav en verden og invitér gamle klassekammerater til at deltage. Læg filmklip, billeder, lydoptagelser eller alt muligt andet ind og alle kan hente det. Det eneste det kræver er, at den, der har oprettet en verden, lader sin maskine køre. Hvis den bliver slukket kan der ikke forbindes til verdenen så længe.

Ifølge manden bag Rebol dukker den nye version af AltME op senere i dag på den officielle hjemmeside. Jeg glæder mig.

--

Opdatering. Jeg har nu prøvet betaen og revolutionen udeblev desværre i en vis grad. Der er begrænset størrelse på uploads og de SKAL først uploades til en server i stedet for, at det fungerede som et P2P-system. Det er dog stadig glimrende som diskussionsforum og til deling af mindre filer (under 20 MB).

P.t. er der stadig lidt for mange problemer med OS X-versionen af AltME, men det bliver forhåbentlig snart fikset. I hvert fald bevæger Rebol sig som helhed hurtigt fremad på platformen.

Ingen kommentarer: